Det var en dejlig eftermiddag. Solen skinnede, og jeg havde lige sat mig til rette med en kop varm kaffe. Jeg glædede mig til at forberede mit foredrag til næste dag.

Ring, ring … RING! – Det var telefonen der insisterede.

Goddag, du taler med Simon fra teleselskabet Blahblah, lyder en kæk stemme da jeg tager telefonen.

Har du lige to minutter? … Stemmen i den anden ende bliver afbrudt af min: Nej tak!

Men…, forsøger Simon forgæves. Jeg føler mig allerede træt og afslutter hurtigt samtalen.

Vi kender alle den slags opkald. Og det undrer mig at de bliver ved. Jo, jeg ved godt at teleselskaberne tjener penge på denne kundejagt.

Men hvis dit mål er at få flere loyale kunder, så skal du gøre noget andet. Noget bedre.

Lad være med at trætte din kunder

Mennesker bryder sig ikke om at blive solgt til. De vil have noget helt andet. Noget der er både sjovere og mere effektivt end at sælge.

Når dine kommende kunder leder efter noget, så søger de først på Google. De undersøger markedet for at finde ud af hvordan de løser et problem.

Med andre ord: Mennesker har problemer de søger hjælp til at løse.

Sandheden er at de ikke leder efter dig eller dit produkt. De leder efter hjælp. Derfor…

Hjælp dine kommende kunder i stedet for at sælge til dem.

Giv folk det de har brug for

Dine kunder vil have din hjælp. For at sælge skal du levere løsningen på den rigtige måde.

Når du ved at kunderne søger efter hjælp på Google, så er din opgave at levere en løsning som kunden kan finde. Du skal producere indhold der hjælper dine kunder.

Jeg har fx skrevet dette blogindlæg for at hjælpe dig med at blive bedre til at sælge.

Sådan laver du indhold der hjælper

I dag er det nemt at hjælpe. Men du skal have lyst til det. Og du skal vide hvad din kunder har brug for hjælp til.

Find ud af hvor dine kunder befinder sig. De er på Facebook, LinkedIn osv. Her spørger de fællesskabet om hjælp. Hvis du har en løsning, så hjælp dem og skriv et indlæg på din blog om løsningen.

Med tiden opbygger du et lager med løsninger til dine kunders problemer.

Når du er god til at hjælpe dine kunder, hvem tror du så de køber hos næste gang?

God vind med at hjælpe verden!

Bedste hilsen

Camilla